Jeg er mor til Wilfred. En dreng, som kan lide at spille fodbold, lave kreative projekter og spille musik. Han er en kærlig storebror, en betænksom ven og et menneske med mange ideer, en stor indre verden og masser af humor. Han har en stor vilje, et skærpet sanseapparat og er ikke bange for at gå sine egne veje. Han træder ofte forrest, for han vil have andre med.

Venskaber og fællesskab er, som for alle andre børn, et bærende fundament for Wilfreds trivsel og udvikling, men når rammerne er snævre, er det en trussel for det fundament. Wilfred er nemlig en helt almindelig dreng, som også har adhd. Han fik diagnosen i efteråret 2024 og er stadig ved at lære, hvad det betyder for ham.

Ideen til Forældreskibet udspringer af et dybfølt behov for støtte og fællesskab omkring det at have et barn, der er i verden på en anderledes måde. Noget jeg selv har manglet i de år, der endte med at gå, inden Wilfred fik den rette støtte til at være den, han er. Det er mit ønske at styrke samarbejderne omkring barnet og forene familier, så vi i fællesskab kan udvide rammerne og støtte os til hinanden

Jeg er med til at starte Forældreskibet, fordi forældre ikke skal stå alene, når deres barn har det svært og har brug for ekstra støtte. Jeg ønsker at facilitere et fællesskab, hvor forældre kan dele erfaringer, finde styrke hos hinanden og i samarbejde med lærere og pædagoger tage fælles ansvar for, at alle børn på Molsskolen får de bedst mulige forudsætninger for at trives i deres skoletid.

Mit ældste barn havde i en længere periode ikke mulighed for at gå i skole. Som autist med ADHD har han brug for trygge relationer, tydelige rammer og et miljø, der forstår og kan rumme ham. Selvom vi oplevede at skolen gjorde deres bedste, blev det tydeligt, at systemet generelt ikke er indrettet til børn med den slags hjerner og nervesystemer.

Engagementet i Forældreskibet udspringer af et ønske om at ændre netop det – ikke kun for mit eget barn, men for alle de børn, der dagligt kæmper med at passe ind i en skole, der ikke passer til dem. Målet er at skabe mere forståelse, mere viden og bedre trivsel for dem, der ofte falder mellem stolene, og at arbejde aktivt for reel forandring.

Det handler ikke om diagnoser, men om børn, der reagerer på utrygge eller for snævre rammer og forventninger. Om at kunne rumme bredere – og give plads til, at de små frø, vi har sat i verden, kan spire på deres egne præmisser.